Uklare budskaber koster kunder

Klumme i Erhverv Sjælland, den 16. oktober 2025

I dag bliver jeres virksomhed vurderet længe før, I selv opdager det. Kunderne sammenligner jer med et klik, de får anbefalinger i deres netværk og danner sig et indtryk på få sekunder. Hvis jeres budskaber er uklare, risikerer I at blive fravalgt, før dialogen overhovedet er begyndt. Det er ikke nødvendigvis produktet eller prisen, der først afgør, om I kommer i spil. Det er også, om kunderne hurtigt kan se, hvad der gør jer relevante og anderledes. Alligevel vælger mange virksomheder at præsentere sig med de samme slidte klichésætninger: vi leverer kvalitet, vi yder god service, vi er fleksible. Det er som at høre den samme plade spille igen og igen. Kunderne bliver immune over for ordene, fordi de ikke kan skelne jer fra konkurrenterne. I tror, I siger noget vigtigt, men i kundens øre lyder det som standardreklame. Og standard er sjældent det, nogen vælger at betale ekstra for.

Hvis I vil skille jer ud, skal I turde fortælle, hvad der gør jer anderledes. Det handler om at præcisere og bruge jeres særlige styrkepositioner. De områder, hvor I er bedst, og hvor kunderne oplever reel værdi. Det kan være jeres unikke ekspertise, en metode der virker hver gang, en kultur hvor jeres medarbejdere tager ansvar for kundens succes eller en evne til at forstå kundens behov bedre end konkurrenterne.

Pas på hjemmeblindhed
Alt for mange virksomheder er hjemmeblinde. De tager jeres styrker for givet, fordi de ser sig selv indefra hver dag. Det, der betragtes som almindeligt, kan være præcis dét, der gør størst indtryk på jeres kunder. Derfor finder I sjældent jeres styrkepositioner ved at kigge indad. I finder dem ved at lytte og opdage udad. Ved at spørge kunderne: hvorfor valgte I os frem for andre? Hvorfor bliver I hos os? Hvad ville I savne, hvis vi ikke var der? Hjemmeblindhed betyder også, at I ofte undervurderer, hvor stærke I faktisk er. Det, der er hverdag for jer, kan være præcis det, der imponerer en kunde. Jeres måde at løse problemer på, jeres måde at samarbejde med kunden på eller jeres måde at tænke fremadrettet på. Det kan være styrker, som er usynlige for jer, men afgørende for dem.

Kommunikationen forandrer sig, når I vælger til og fra
Når jeres styrkepositioner bliver tydelige, forandrer kommunikationen sig. Den bliver skarpere, fordi I nu kan forklare præcist, hvorfor det giver mening at være kunde hos jer. Nye kunder ser hurtigt forskellen på jer og konkurrenterne. Og eksisterende kunder føler sig mere trygge i deres valg, fordi de kan mærke, at I står fast på noget særligt. Loyalitet skabes ikke af tomme ord, men af klarhed. Det er ikke kun et spørgsmål om at formulere sig tydeligt. Det er et spørgsmål om at vælge til og fra. Når I står ved jeres styrker, står I også ved, at I ikke kan være alt for alle. Det er præcis det, der gør jer troværdige. Kunder vælger jer ikke, fordi I lover alt, men fordi I lover det, I kan holde, og gør det bedre end andre. Hvis I derimod ikke får styr på jeres styrkepositioner, kan det få konsekvenser. Så er I blot en blandt mange, og så bliver prisen det eneste parameter. Og i et marked, hvor der findes andre, der kan levere billigere, er det en ugunstig position at stå i.

Styrkepositioner er fundamentet
At arbejde med styrkepositioner er ikke en øvelse i pæne formuleringer til hjemmesiden. Det er en forretningskritisk disciplin. Jeres styrkepositioner er fundamentet for al kommunikation, men også for jeres strategi, jeres produktudvikling og jeres relationer til kunderne. De giver jer et kompas i en verden, som hele tiden ændrer sig. Styrkepositionerne hjælper jer med at prioritere, hvilke kunder I går efter, hvilke projekter I siger ja til, og hvilke I siger nej til. Uden dem bliver forretningen let fragmenteret, og så forsvinder den røde tråd, der gør jer genkendelige og tillidsvækkende. Markedet belønner ikke længere dem, der råber højest. Det belønner dem, der står klarest. Og I kan kun stå klart, hvis I ved præcis, hvad I vil være kendt for.